Opfordring: Vent med at køre på genbrugspladser

Vent et par dage med at køre ud til de genåbnede genbrugspladser, lyder opfordringen fra affaldsselskaber.
Tirsdag morgen var der flere steder køer ved de kommunale genbrugspladser, som har været lukket for private siden 11. marts.
Tirsdag morgen var der flere steder køer ved de kommunale genbrugspladser, som har været lukket for private siden 11. marts.

112Nyt Redaktion,

31/03/2020

Vent et par dage med at køre på genbrugspladsen med haveaffaldet og tingene fra forårsrengøringen.

Sådan lyder opfordringen fra Dansk Affaldsforening, der er en brancheforening for kommunale affaldsselskaber.

- Vores anbefaling er, at man skal overveje, om man kan vente med at tage afsted.

- Det vil lette presset, hvis vi kan få spredt det ud over dagene frem mod påske, siger direktør Mikkel Brandrup, Dansk Affaldsforening.

De fleste genbrugspladser har været lukket for private siden 11. marts, da store dele af den offentlige sektor blev lukket ned for at inddæmme coronasmitte.

Pladserne har dog været åbne for håndværkere og andre med erhvervsaffald.

Men i weekenden meddelte Kommunernes Landsforening, at myndighederne har sagt god for en genåbning af pladserne fra tirsdag.

Flere steder er der lavet kreative løsninger på genbrugspladserne for at sikre god afstand mellem brugerne.

- Der er lavet forskellige former for adgangsregulering, blandt andet ud fra nummerplader på folks biler.

- Og flere steder er der lavet aftaler med politi og hjemmeværn om hjælp til regulering af trafikken, siger Mikkel Brandrup.

Det er ifølge direktøren en god idé at sortere affaldet på forhånd, så man ikke skal bruge tid på det, når man først er på genbrugspladsen.

Direktøren har forståelse for, at mange danskere gerne vil af med affaldet hurtigst muligt.

- Der er mange, der - mens de går hjemme - har ryddet op i kælderen eller lavet havearbejde.

- Og der kan jo også ligge en form for adspredelse i at tage på genbrugsstationen, siger Mikkel Brandrup.

Flere pladser har containere til ting og sager, der kan genbruges af andre brugere.

Men disse ting bør man ifølge direktøren for brancheforeningen lade blive hjemme, da de kræver en særlig håndtering på pladserne.

En håndtering, der indebærer en særlig smitterisiko for medarbejderne.

Man kan holde sig orienteret om åbningstider og eventuelle adgangsbegrænsninger via kommunernes eller affaldsselskabernes hjemmesider.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen