Naomi Osaka har valgt at forlade French Open.
Den japanske tennisstjerne skriver på Twitter, at hun trækker sig fra grand slam-turneringen og agter at tage en pause fra tennis.
Osaka, der var seedet som nummer to, annoncerede inden turneringen, at hun ville gå imod reglerne og ikke tale med pressen. Det førte søndag til en bøde og advarsel om udelukkelse.
Nu er Osaka altså kommet en eventuel udelukkelse i forkøbet ved at trække sig.
- Jeg ønskede aldrig at tage fokus væk fra turneringen, og jeg erkender, at timingen for min udmelding ikke var ideel, og mit budskab kunne have fremstået mere klart, skriver Osaka i opslaget på Twitter.
Hun nævner også, at hun i flere omgange har kæmpet med depression, siden hun vandt US Open i 2018.
- Selv om tennispressen altid har været flink over for mig, så er det ikke naturligt for mig at tale offentligt, og jeg bliver ramt af voldsomme bølger af angst, når jeg skal tale med verdenspressen. Så her i Paris var jeg i forvejen sårbar og anspændt, så jeg ville tænke på mig selv og droppe presseseancerne, lyder det fra Osaka.
I opslaget skriver japaneren også, at hun har undskyldt over for French Open-arrangørerne.
- Jeg kommer til at bruge noget tid væk fra tennisbanerne nu, men når tiden er til det, vil jeg virkelig gerne arbejde med (kvindernes, red.) Tour og snakke om, hvordan vi kan gøre tingene bedre for spillerne, pressen og fansene, skriver Osaka.
Osaka, der er nummer to på verdensranglisten, nåede at spille og vinde en enkelt kamp i dette års udgave af den fransk grand slam. Søndag slog hun rumænske Patricia Maria Tig i første runde.
Osaka har tre grand slam-titler på cv'et, men har aldrig før vundet French Open. I både 2016, 2018 og 2019 blev det til exit i tredje runde.
Kilde: /ritzau/
Redaktionen