Peter Lundin

Mordet på Marianne Pedersen og hendes to sønner Brian og Dennis, vil sent blive glemt af den danske befolkning. Sagen huskes som en af de mest gruopvækkende drabssager i dansk historie, og med rette. Morderen kendes som Peter Lundin, men han har i dag skiftet navn til Thomas Kristian Olesen og var tidligere kendt som Bjarne Skounborg. Han afsoner i dag sin livstidsdom i Anstalten ved Herstedvester.
Peter Lundin
Jeanne Kornum/Ritzau Scanpix

112Nyt Redaktion,

27/05/2020

Hvem er Peter Lundin?

Peter Lundin blev født i Danmark i 1972 til en dansk far og en tysk mor. Da Peter var 9 år emigrerede de til Florida i USA efter personlige og økonomiske vanskeligheder spændte ben for dem. Som ung arbejdede Peter Lundin flere forskellige steder, og gik ud af skolen som 16-årig for at blive murer som sin far Ole. I denne periode havde han sit første møde med marihuana og hårde stoffer som kokain. Efter at være flyttet, begyndte Peter Lundin i et lokalt gymnasium, hvor han fandt succes med at sælge hash til sine skolekammerater. Dette, parret med hans ustabile barndom og opvækst, skabte kaos i familien. Der blev drukket tæt, og både far og søn var ofte voldelige mod moderen Anna. 


Drabet på sin mor

Angiveligt skulle et skænderi have været årsag til mordet på Anna Lundin, et skænderi om en hårklipning. Omkring den 1. april 1991 kvalte den 19-årige Peter Lundin hende og kørte derefter hendes lig til en anden by, hvor han - med hjælp fra sin far, begravede hende på en sandstrand. Først den 1. november blev hendes lig opdaget efter det var skyllet i land. I mellemtiden var Peter Lundin og hans far flygtet til Canada, hvor de opholdt sig til deres anholdelse i Toronto i juni 1992. 

Peter Lundin blev idømt 20 års fængsel, hans far fik 2 år for medvirken til afskaffelse af liget, og begge blev udvist til Danmark efter endt afsoning. Peter Lundins straf blev i 1995 nedsat fra 20 til 15 år fængsel, men udvisningsdommen stod fast.

Under sit ophold i fængslet blev han ved at tilfælde interviewet af TV2 til dokumentar-udsendelsen ”Drømmen om Amerika”, der omhandlede unge danskere på den anden side af Atlanten. Det skulle vise sig at blive et af de mest notoriske interviews i dansk historie. Under sit interview, malede Peter Lundin den ene side af sit ansigt sort og det andet hvidt, som en repræsentation af ”det gode og det onde”. Han blev af en psykolog, der overværede interviewet, vurderet til at have en næsten total score i en test for, hvor psykopatisk et menneske er.


Djævlen inkarneret

Peter Lundin blev løsladt efter at have afsonet halvdelen af sin straf og vendte tilbage til Danmark i 1999. Her flyttede han sammen med sin daværende kone Tina Lundin og hendes datter. De var blevet gift i fængslet i 1996. Det skulle vise sig, at Peter Lundins seriemorder tendenser ikke var forsvundet efter sin tur i fængsel. Han blev smidt ud af deres lejlighed, da han gik amok på Tina Lundin og hendes datter.

Efter bruddet med Tina Lundin, flyttede han ind på Mændenes Hjem. Han kom tit på et bordel på Frederiksberg, og det var her han mødte Marianne Pedersen, som han efterfølgende blev kærester med. Marianne var 36 år og førtidspensionist, men arbejdede som bordelmutter, hvor hun mødte Peter Lundin. Hun var mor til to drenge, Brian på 12 og Dennis på 10 år. 

Marianne, Brian og Dennis blev erklæret forsvundet den 3. juli 2000. Da Peter Lundin blev afhørt, forklarede han, at de var taget på ferie og han var blevet hjemme for at male huset. Men de stod hurtigt klart for politiets teknikere, at det var langt fra sandheden. Der var blodspor i familiens bil og i husets kælder. Peter Lundin blev varetægtsfængslet for drabet på Marianne og hendes to sønner.

Det skulle vise sig efter yderligere undersøgelser, at Peter Lundin havde både dræbt og parteret Marianne og hendes sønner i huset. De var blevet parteret i kælderen og garagen. I garagen havde han brugt en vinkelsliber til at partere dem med, og der var over 100 synlige mærker efter øksehug i gulvet.


Sandheden kommer frem

Da det stod klart for Peter Lundin, at han ikke kunne slippe uden om endnu et mord, ændrede han sin forklaring. Han forklarede, at han en nat havde hørt skrig fra husets kælder. Han havde fundet drengene liggende på gulvet, døde af knivstik påført af deres mor. Marianne Pedersen lå bevidstløs ved siden af. I raseri begyndte han at slå hende, dog ikke særlig alvorligt, men hun døde kort efter. På grund af indtagelse af narkotika, mente Peter Lundin. I frygt for, at politiet ikke ville tro på ham pga. hans fortid, valgte han ikke at ringe til dem og parterede i stedet ligene.

Men som antaget, fik politiet bekræftet af Peter Lundin, at det ikke var sandheden. Den 10. oktober 2000 tilstod han, at det var ham, der havde dræbt Marianne Pedersen og hendes to sønner, Brian og Dennis natten til den 17. juni 2000. Han var i et jaloux raserianfald kommet op og slås med Marianne Pedersen og havde knækket nakken på hende og drengene, hvorefter han gemte ligene i en kummefryser.

Efter at have parteret ligene, havde han placeret dem i plastiksække og sat dem til storskrald udenfor huset for at sende dem til forbrænding. Mere end 10.000 tons forbrændingsaffald blev gennemsøgt, men Marianne, Brian og Dennis’ ligdele er aldrig blevet fundet, da man mener, at Peter Lundin kørte hele Sjælland rundt og skaffede sig af med deres ligdele i diverse affaldscontainere.


Dommen

Selvom Peter Lundin insisterede på, at han ikke havde til hensigt at dræbe sine ofre, blev han af nævninge kendt skyldig i forsætligt drab og usømmelig omgang med lig. Desuden blev han også dømt for tyveri fra Marianne Pedersens hus. Der blev gjort en ihærdig indsats fra hans advokat Bjørn Lund Hansen for at idømme ham 16 års fængsel for mordene.

Men nævningene troede ikke på ham og valgte at lytte til anklageren. Dommen var enstemmigt og kom efter kun 10 minutters votering: Peter Lundin skulle i fængsel på livstid for sine grusomme forbrydelser.


Relaterede links:

https://112nyt.dk/wiki/kriminalforsorgen-vil-begrense-kriminalitet

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen