Turneringsdirektøren for Australian Open, Craig Tiley, er klar til "at bestige Mount Everest" for, at tennisturneringen også næste år bliver afviklet i Melbourne.
Det siger han, efter at der mandag lokal tid har været meldinger om en mulig flytning af årets første grand slam-turnering i 2022.
Det var det australske medie ABC, som mandag beskrev en prognose fra landets regering om lukkede grænser indtil midten af 2022.
Bliver det tilfældet, kan det potentielt resultere i en flytning af turneringen til Dubai eller Doha, beskrev mediet.
Med en flytning kan man nemlig undgå nogle af de strenge krav, som i år sendte omkring 1200 spillere, trænere og andre indrejsende i 14 dages karantæne op til Australian Open.
Det skulle flere spillere ifølge ABC ikke være villige til at gøre igen.
Men trods de mange kontroverser, som situationen bragte med sig i Australien, ser Tiley ikke en flytning som en mulighed næste år.
- Vi kommer til at være her i Melbourne, vi kommer til at få det til at fungere, det kommer til at blive i januar, siger Tiley, der står i spidsen for organisationen Tennis Australia.
- Vi kommer til at finde en måde, hvorpå vi kan få de spillere, som for tiden rejser verden rundt, ind i en boble.
Millionbyen Melbourne ligger i den australske delstat Victoria, som sidste år var ramt af et stort coronaudbrud og efterfølgende gennemførte en omfattende nedlukning, der sendte smittetallet helt i bund.
Afviklingen af turneringen i 2021 trak overskrifter verden over, da tennisentusiaster i tusindvis fik lov at komme ind på anlægget.
Men der måtte også gennemføres en nedlukning midt i turneringen på grund af et coronaudbrud.
Reuters
Kilde: /ritzau/
Redaktionen