Kæmpe køer på Øresundsbroen

Den midlertidige grænsekontrol medfører kødannelse for trafikanter, der rejser fra Sverige til Danmark.
Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix
Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

112Nyt Redaktion,

02/06/2020

Den første morgen efter pinsedagene er præget af tæt trafik og kødannelse på Øresundsbroen.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Den midlertidige grænsekontrol ved indrejse til Danmark gør rejsen over Øresund til en mere tidskrævende affære end normalt.

- Alle spor er åbne, og vi gør, hvad vi kan, for at afvikle køen, lyder det.

Forud for weekenden opfordrede Københavns Politi til, at man undgik de mest travle tidsrum på broen, hvis man skulle på pinseferie i Sverige.

Det er uvist, hvor lang køen på Øresundsbroen er, og hvor lang tid det tager at passere broen mellem Danmark og Sverige.

I forrige weekend - i forbindelse med Kristi Himmelfartsferien - var der til tider seks kilometer kø over broen i retning mod Danmark.

På grund af coronaudbruddet lukkede Danmark sine grænser delvist den 14. marts. Siden har kun danske statsborgere og udlændinge med opholdstilladelse eller et "anerkendelsværdigt formål" haft tilladelse til at rejse ind i landet.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen