Vejle og rumænsk cheftræner går hver til sit

Constantin Gâlcãs kontrakt med Vejle Boldklub bliver ikke forlænget, når den udløber efter denne sæson.
Constantin Galca kom til Vejle i marts 2019 og har sikret Vejle en oprykning og redning i den efterfølgende sæson i Superligaen. Det er første gang i to årtier, at det er sket. (Arkivfoto).
Constantin Galca kom til Vejle i marts 2019 og har sikret Vejle en oprykning og redning i den efterfølgende sæson i Superligaen. Det er første gang i to årtier, at det er sket. (Arkivfoto).

112Nyt Redaktion,

18/05/2021

To år blev det til for rumænske Constantin Gâlcã som cheftræner i Vejle Boldklub.

Samarbejdet stopper efter den igangværende sæson, hvor den nuværende aftale mellem de to parter har udløb. Det oplyser Vejle Boldklub tirsdag på sin hjemmeside.

Gâlcã har haft stor succes i Vejle, da han i sin første fulde sæson i Nørreskoven sikrede klubben oprykning til Superligaen.

For nylig blev det også afgjort, at Vejle forlænger opholdet i landets bedste fodboldrække for første gang i to årtier.

Vejle-direktør Henrik Tønder roser den snart forhenværende cheftræner på klubbens hjemmeside, men kommer ikke ind på årsagen til, at samarbejdet nu slutter.

- På alle måder er det en træner, der virkelig har fortjent sin plads i Vejle Boldklubs historie.

- Nu skal vi afslutte sæsonens sidste to kampe bedst muligt, og så hylder vi Constantin Gâlcã til sæsonens sidste hjemmekamp mod Lyngby Boldklub. Det er fokus lige nu, siger Henrik Tønder.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad, der dækker klubben tæt, har der været ført forhandlinger med Gâlcã om en forlængelse, men det har ikke været muligt at nå til enighed om betingelserne.

Ifølge avisen havde Gâlcã krav til trupsammensætning, træningsfaciliteter og økonomi i en ny aftale, hvilket gjorde det svært at nå hinanden.

Avisen skriver samtidig, at Vejle i forvejen havde overvejelser om en anden trænerprofil.

Rumæneren ankom i marts 2019 og er den længst siddende træner i Vejle i mere end 20 år.

Ikke siden Vejle-legenden Ole Fritsen, der besad posten fra 1994 til 1999, har en cheftræner formået at holde så længe i Vejle.

I sidste uge meldte Vejle ud, at også Jacob Krüger, der er teknisk chef, stopper i klubben.

Hvem, der skal være Vejles kommende cheftræner, er uvist.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen