Udskældt midtbanespiller sikrer United førstepladsen

Manchester United sikrede sig tirsdag aften førstepladsen i Premier League, da holdet vandt 1-0 mod Burnley.
Paul Pogba scorede kampens eneste mål, da Manchester United slog Burnley.
Paul Pogba scorede kampens eneste mål, da Manchester United slog Burnley.

112Nyt Redaktion,

13/01/2021

Manchester United greb tirsdag aften chancen, da holdet havde muligheden for at lægge sig alene i front i Premier League.

Midtbanespilleren Paul Pogbas mål sikrede således gæsterne en 1-0-sejr, da holdet mødte Burnley på udebane.

På trods af en målløs første halvleg, skabte begge hold chancer. En af chancerne endte sågar med en scoring, da Harry Maguire headede gæsterne foran på et indlæg.

Men desværre for ham opfangede VAR, at han havde begået ulovligheder forud for målet.

Derudover befandt en anden af udeholdets forsvarsspillere sig i centrum, da Luke Shaw pludselig var i risikozonen for at modtaget et rødt kort efter en grov tackling.

Igen var VAR indblandet, men denne gang var dommerpanelet på Uniteds side.

Det var et andet kampbillede i anden halvleg, hvor United dominerede.

Alligevel prøvede Burnley flere gange at presse højt, men det skabte rum bagtil, som gæsterne udnyttede efter 70 minutter.

Den udskældte midtbanespiller Paul Pogba fik på flot vis flugtet bolden i målet fra distancen efter et indlæg fra holdkammeraten Marcus Rashford.

Godt nok blev bolden rettet af på vejen ind mod mål, da den ramte en Burnley-spiller.

Hjemmeholdet pressede for alvor på til sidst, hvor det blev til flere store chancer i feltet, men målet udeblev.

Med sejren har United 36 point - tre point mere end de nærmeste konkurrenter fra Liverpool - men stillingen i ligaen er dog præget af, at mange hold har spillet et forskelligt antal kampe.

I weekenden får United chancen for at udbygge føringen, når det søndag gæster Liverpool og Anfield.

Ud over denne, blev der også spillet to andre kampe i den bedste engelske fodboldrække tirsdag aften.

I den ene sikrede bundproppen Sheffield United sig holdets første sejr i sæsonen, da holdet på hjemmebane slog Newcastle med 1-0.

Derudover kunne Everton vende hjem fra Wolverhampton med en 2-1-sejr i bagagen. Det sikrer de blåblusede 32 point efter 17 kampe, hvilket er nok til en aktuel fjerdeplads i ligaen.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen