Østriger vinder for anden gang i træk i Himmerland

Efter fire stærke dage i Himmerland vandt Bernd Wiesberger foran italienske Guido Migliozzi.
Bernd Wiesberger vandt for anden gang i træk i Himmerland.
Bernd Wiesberger vandt for anden gang i træk i Himmerland.

112Nyt Redaktion,

30/05/2021

Østrigske Bernd Wiesberger triumferede, da den danske golfturnering Made in Himmerland i Farsø søndag nåede sin ende.

Med en finalerunde i syv slag under par snuppede han førstepladsen foran italienske Guido Migliozzi, der spillede et brag af en sidstedag i otte slag under par. Det var bedst af alle.

Bernd Wiesberger landede i en samlet score på 21 slag under par, mens Guido Migliozzi nåede klubhuset i 16 slag under par.

Engelske Richard Bland og Jordan Smith samt australske Jason Scrivener tog sig af en delt tredjeplads i 15 slag under par.

Det er anden gang i træk, Bernd Wiesberger vinder den danske turnering på European Tour. Han løb således også med førstepladsen i 2019. Sidste år blev turneringen ikke gennemført på grund af coronapandemien.

Turneringen i Himmerland blev spillet første gang i 2014 og har endnu ikke haft en dansk vinder.

I år blev den bedste dansker Niklas Nørgaard Møller, der spillede en rigtig flot turnering i det nordjyske. Han endte på en delt ottendeplads efter fire dage i 13 slag under par. Normalt gør han sig på Challenge Touren.

Også John Axelsen viste de danske farver frem på fornem vis. Han landede på en delt 17.-plads.

I alt ti danskere klarede cuttet til finaledagene.

Marcus Helligkilde sluttede som nummer 25, mens rutinerede Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen begge endte på 31.-pladsen.

Lucas Bjerregaard, Nicolai Højgaard, Søren Kjeldsen og Peter Bæk Launer landede på 40.-pladsen, mens Jeff Winther måtte nøjes med en placering som nummer 65.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen