Nordkorea trækker sig fra VM-kvalifikationen

Fodboldlandsholdet fra Nordkorea melder sig både ud af kvalifikationen til VM i Qatar og AFC Asian Cup i Kina.
Syd- og Nordkorea har tidligere mødtes i VM-kvalifikationen. Her i 2009.
Syd- og Nordkorea har tidligere mødtes i VM-kvalifikationen. Her i 2009.

112Nyt Redaktion,

16/05/2021

Nordkorea trækker sig fra kvalifikationen til fodbold-VM i Qatar i 2022.

Det skriver Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) på sin hjemmeside.

Landet trækker sig samtidig fra kvalifikationen til AFC Asian Cup i Kina i 2023.

Forbundet skriver ikke noget om årsagen til afbuddene, men for godt en måned siden valgte Nordkorea at trække sig fra sommerens OL i Tokyo på grund af bekymring for coronapandemien.

Den beslutning blev truffet på et møde i Nordkoreas olympiske komité 25. marts, hvor landets sportsminister, Kim Il Guk, også var til stede.

- Komitéen besluttede ikke at deltage i det 32. OL for at beskytte sine idrætsfolk fra den globale sundhedskrise forårsaget af coronavirusset, skrev ministeriet dengang på sin hjemmeside.

Coronapandemien har været skyld i, at VM-kvalifikationen er blevet udskudt til juni. I sidste måned ændrede AFC strukturen i turneringen, så alle fem nationer i hver gruppe spiller i et land for at mindske rejseaktiviteterne.

Sydkorea skal være vært for kampene i gruppe H, hvor også Nordkorea er i.

Nordkorea ligger nummer fire af de fem hold i gruppe H med otte point. Det er samme pointantal som Sydkorea på andenpladsen, men sydkoreanerne har spillet en kamp færre. Turkmenistan fører gruppen med ni point.

Kun vindere af hver gruppe kvalificerer sig direkte til VM.

Nordkorea skulle have mødt Sri Lanka, Sydkorea og Turkmenistan i de tre sidste spillerunder i kvalifikationen.

AFC skriver, at forbundet vil meddele Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) om beslutningen fra Nordkorea, så Fifa kan tage stilling til, hvad der skal ske med stillingen i gruppe H.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen