Der har været vild coronaforvirring ved badmintonturneringen Thailand Open i løbet af tirsdagen.
Fire positive coronatilfælde blev i første omgang fundet i badmintonboblen i Thailand, hvor sporten ihærdigt forsøger at komme på benene igen.
Men siden er tre af spillerne meldt negative for corona.
De kan dermed træde ind i turneringen igen, efter at de var blevet udelukket fra at deltage.
Det drejer sig om de indiske badmintonspillere Saina Nehwal og Prannoy Kumar samt tyskeren Jones Ralfy Jansen.
De to indere blev begge testet positive tidligere tirsdag, skrev Indiens Badmintonforbund (BAI) på Twitter. Det samme blev tyskeren.
Derudover var Adham Hatem Elgamal fra Egypten coronapositiv, meddelte Det Internationale Badmintonforbund (BWF) på sin hjemmeside.
Egypteren er fortsat positiv og fortsat udelukket som den eneste af de fire.
Nehwals ægtefælle, Parupalli Kashyap, blev i første omgang også trukket ud af turneringen og røg i karantæne på et hotelværelse i Bangkok.
Men han kan nu ligeledes deltage i turneringen.
Kampene, som de berørte spillere skulle have deltaget i, er nu programsat til at blive spillet onsdag.
Årsagen til forvirringen er brug af en coronatest, som fanger tidligere smitte hos personerne.
Både Saina Nehwal, Prannoy Kumar og Jones Ralfy Jansen har været ramt af coronasmitte sidste år, men er det ikke længere, oplyser BWF.
En del af badmintoneliten er samlet i Bangkok, hvor BWF forsøger at få gang i badmintonsporten igen efter en svær periode under coronapandemien.
Her skal de spille to udgaver af Thailand Open - på Super 1000-niveau. Nogle af dem skal derefter deltage i sæsonfinalen.
Spillerne lever under strenge coronarestriktioner på deres hotelværelser.
De lagde ud med tre dages total isolation, men må nu forlade værelserne. Dog kun for at træne eller spille kamp.
Både Kina og Japan har valgt at blive væk.
Kilde: /ritzau/
Redaktionen