Oversigt

Ukendt gerningsmand stikker ung mand ned ved p-kælder

Manden i tyverne er stukket flere gange på kroppen, men er uden for livsfare, oplyser Københavns Politi.
Politiet havde tidligere afspærret Vodroffs Tværgade og er i gang med at finde ud af, hvad der er sket. (Arkivfoto).
Politiet havde tidligere afspærret Vodroffs Tværgade og er i gang med at finde ud af, hvad der er sket. (Arkivfoto).

112Nyt Redaktion,

En mand i tyverne er torsdag aften blevet stukket ned ved et p-hus på Vodroffs Tværgade på Frederiksberg.

Manden er blevet stukket flere gange på kroppen, men er uden for livsfare.

Det fortæller central efterforskningsleder hos Københavns Politi Søren Lauritzen tidligt fredag morgen.

- Vi er færdige på gerningsstedet, og undersøgelserne har givet givet gode spor på den mulige gerningsmand, siger Søren Lauritzen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 21.03, og hele aftenen og natten har der været afspærret på gerningsstedet, hvor teknikere og hundepatruljer har undersøgt, hvad der er sket.

Politiet leder stadig efter en gerningsmand og opfordrer vidner i området, der har set noget, til at kontakte politiet.

Søren Lauritzen fortæller, at der ikke er noget, der indikerer, at der skulle have været flere gerningsmænd eller flere sårede. Men der var ifølge politiet en gruppe af personer til stede, da knivstikkeriet skete.

Den unge mand, der blev stukket ned, har ikke villet udtale sig til politiet, siger efterforskningslederen.

Både den unge mand og gerningsmanden kender hinanden og er ifølge politiet begge fra det kriminelle miljø. Der er intet, der tyder på bandekriminalitet, siger Søren Lauritzen.

Manden i tyverne er fortsat indlagt på Rigshospitalet.

Kilde: /ritzau/