Ny lov: 2500 kroner i bøde for at trodse forsamlingsforbud

I dag koster det 1500 kroner i bøde, hvis man under coronakrisen ikke overholder forsamlingsforbuddet.
Byboer og P-vagter prøver at finde balancen mellem at nyde forårsvejret og holde afstand til andre mennesker rundt om Peblingesøen i København, lørdag den 21. marts 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Byboer og P-vagter prøver at finde balancen mellem at nyde forårsvejret og holde afstand til andre mennesker rundt om Peblingesøen i København, lørdag den 21. marts 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

112Nyt Redaktion,

26/03/2020

Regeringen foreslår, at bøden for ikke at overholde forsamlingsforbuddet hæves fra 1500 kroner til 2500 kroner.

Det viser et forslag til hastelov ifølge DR.

Det nuværende forsamlingsforbud, der er i brug for at bremse smitten af corona, betyder, at der ikke må samles flere end ti personer. Hverken udenfor eller indenfor.

Det nye lovforslag vil desuden gøre det muligt at indføre et forbud mod, at tre personer eller flere befinder sig det samme sted. Men kun hvis regeringen finder det nødvendigt.

Undtaget er familiemedlemmer og personer fra samme husstand. Desuden gælder sådan et forbud ikke arbejdspladser.

Hasteloven vil desuden give regeringen mulighed for at lukke offentlige områder, hvor der mistanke om, at mange mennesker normalt vil samle sig. Eksempelvis legepladser eller fodboldbaner.

Det er ikke det eneste lovforslag, som regeringen fremsætter torsdag. Regeringen lægger desuden op til en række strafskærpelse i forhold til kriminalitet, der er relateret til coronakrisen.

Eksempelvis vil regeringen gøre det muligt at smide personer i fængsel, hvis de stjæler håndsprit fra et hospital eller et apotek. Eller andre værnemidler, som er nødvendige og en mangelvare i den nuværende situation med coronaudbrud.

Regeringen vil ifølge TV2 udvide forbuddet, så der også skal kunne laves forbud mod at bruge udendørsarealer som campingpladser og golfbaner.

Desuden venter der højere bødestraf for forretninger og virksomheder, der trodser forbuddet om at holde åbent. Det skal koste mellem 10.000 kroner og 150.000 kroner.

Størrelsen på bøden afhænger af antallet af medarbejdere. Samt antallet af forseelser.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen