Maskerede mænd overfaldt 26-årig med kniv og peberspray

Politiet efterlyser vidner til et overfald i Viby ved Aarhus, hvor offeret blev udsat for slag og knivstik.
Østjyllands Politi vil gerne tale med vidner, der har overværet et overfald i et vejkryds i Viby kort efter midnat torsdag. (Arkivfoto)
Østjyllands Politi vil gerne tale med vidner, der har overværet et overfald i et vejkryds i Viby kort efter midnat torsdag. (Arkivfoto)

112Nyt Redaktion,

12/06/2020

Natten til torsdag blev en 26-årig mand overfaldet af en større gruppe maskerede mænd i et vejkryds i Viby ved Aarhus.

Ifølge vidner til episoden blev offeret stukket med en kniv, slået med et bat og udsat for peberspray. Der var syv til ti gerningsmænd.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Den 26-årige blev ramt af knivstik flere steder på overkroppen og i den ene balde. Men trods sagens voldsomhed fik han ingen alvorlige skader.

Ingen personer er endnu anholdt i sagen.

Overfaldet blev begået omkring klokken 00.30 i krydset Ormselvvej/Viby Ringvej i Viby.

Der har ikke været megen hjælp at hente til opklaringsarbejdet hos offeret selv. Således har han ikke ønsket at fortælle politiet om overfaldet.

Østjyllands Politi fortsætter efterforskningen for at finde frem til gerningsmændene såvel som motivet bag overfaldet.

I den forbindelse opfordres eventuelle vidner til at kontakte politikredsen på telefonnummer 114.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen