Kvindelig imam tager injuriesag mod Khader til Højesteret

Sherin Khankan anklager Naser Khader for injurier, karaktermord og magtmisbrug. Mandag mødes de i Højesteret.
Sherin Khankan er imam samt stifter og leder af Exitcirklen, som hjælper ofre for psykisk vold. Hun mener, Naser Khader har udsat hende for injurier. (Arkivfoto)
Sherin Khankan er imam samt stifter og leder af Exitcirklen, som hjælper ofre for psykisk vold. Hun mener, Naser Khader har udsat hende for injurier. (Arkivfoto)

112Nyt Redaktion,

17/05/2021

De færreste korrespondancer på Christiansborg har fået samme opmærksomhed som en mail sendt 13. september 2017.

Mailen var stilet til medlemmer af Radikale Venstre, SF og Alternativet, og afsenderen var De Konservatives profil Naser Khader.

Foruden ham selv var den underskrevet af Marcus Knuth og Martin Henriksen - dengang udlændingeordførere for henholdsvis Venstre og Dansk Folkeparti.

De tre politikere luftede deres bekymring om, at en offentlig bevilling på 680.000 kroner var på vej til Exitcirklen, som hjælper ofre for psykisk vold.

Ifølge mailen var organisationen repræsenteret af to kvinder med kontroversielle, islamiske holdninger. Påstandene i mailen fik Exitcirklens leder - imam Sherin Khankan - til at sagsøge trioen for injurier.

Tre et halvt år senere er sagen nået til tops i det danske retssystem, og mandag mødes Khankan og Naser Khader i Højesteret.

Marcus Knuth og Martin Henriksen er ikke længere en del af sagen, da de ifølge Sherin Khankan blot var "medløbere" i den påståede tilsværtning.

Foruden den famøse mail handler sagen om flere opslag på Facebook, som Naser Khader skrev, efter at sagen om Khader, Knuth og Henriksens advarsel mod Exitcirklen blev kendt i offentligheden.

Her skrev han blandt andet om den kvindelige imams "sorte islamistiske fortid", hvilket ikke faldt i god jord hos Khankan.

Hun afviser, at hun er eller har været islamist.

- Nej, det er jeg naturligvis ikke. En islamist er en person, der definerer islam som en politisk ideologi. Jeg er kvindelig imam, og du kan ikke være kvindelig imam og islamist på samme tid, siger hun forud for retssagen.

Hun påpeger, at hun går ind for sekularisme, hvor stat og religion er adskilt, og at islamister går ind for det stik modsatte.

Desuden foretager hun tværreligiøse vielser som imam, hvilket ikke er muligt, hvis man er islamist, forklarer Khankan.

- Jeg mener, det er demokratiundergravende, at magtfulde politikere på Christiansborg kan misbruge deres politiske indflydelse til at sprede løgne og undergrave borgeres personlige omdømme og professionelle virke.

- Så det er et forsøg på at sætte en grænse, siger Sherin Khankan om grunden for at tage sagen til Højesteret.

Men Naser Khader afviser at have udøvet magtmisbrug, fortæller hans advokat, Heidi Højmark Helveg, i en mail til Ritzau.

Khader har siden april været sygemeldt med stress og har ikke ønsket at udtale sig direkte til medierne.

- Naser Khader står til ansvar over for sine vælgere, som efter hans opfattelse blandt andet har valgt ham, fordi han kæmper mod politisk islam – islamisme, skriver advokaten.

Injuriesagen blev behandlet i Østre Landsret sidste år uden at have været forbi byretten først. Det skyldes dens principielle karakter.

Her var både Naser Khader, Marcus Knuth og Martin Henriksen sagsøgt.

Men landsretten afviste den del af søgsmålet, som handlede om folketingsmailen om Exitcirklen.

Det skete med henvisning til, at medlemmer af Folketinget som udgangspunkt ikke kan drages til ansvar for ytringer, der er sagt eller skrevet i forbindelse med deres folketingsarbejde.

Samtidig blev Naser Khader frikendt for anklagerne om injurier på Facebook.

Det gjorde han, dels fordi opslagene var skrevet som led i den offentlige debat, og dels fordi udsagnene - efter landsrettens opfattelse - i et vist omfang havde hold i virkeligheden.

- Med den afgrænsning af, hvad det vil sige at være islamist, som blev opstillet af Østre Landsret, er det Naser Khaders håb også at blive frifundet i Højesteret, skriver Heidi Højmark Helveg.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen