Kommune skal betale 300.000 kroner i erstatning i incestsag

Vejle Kommune blev mødt af erstatningskrav på 3,9 millioner for passivitet i overgrebssag, men slap billigere.
Vejle Kommune skal betale 300.000 kroner i erstatning til 54-årige Jytte Jensen. Det er blevet afgjort af Retten i Kolding. (Arkivfoto)
Vejle Kommune skal betale 300.000 kroner i erstatning til 54-årige Jytte Jensen. Det er blevet afgjort af Retten i Kolding. (Arkivfoto)

112Nyt Redaktion,

12/01/2021

54-årige Jytte Jensen blev seksuelt misbrugt af sin far, og Vejle Kommune gjorde ikke nok for at skride ind i sagen - på trods af flere henvendelser.

Det har Retten i Kolding tidligere afgjort.

Og nu har den tilmed besluttet, at den forurettede skal have 300.000 kroner i erstatning for den tort, hun har lidt.

Det skriver DR.

Beløbet er imidlertid noget mindre end de mere end 3,9 millioner kroner, hun bad om. Hun mente, at kommunen burde holdes ansvarlig for blandt andet tabt arbejdsevne og tabt arbejdsfortjeneste i tiden efter.

Jytte Jensen udtaler til Vejle Amts Folkeblad, at hun er skuffet over rettens afgørelse, og at hun vil anke.

- Nu er jeg kommet så langt, så jeg fortsætter, selv om det er hårdt, siger hun.

Kommunalbestyrelsen i Vejle Kommune har før forsøgt at anke dommen. Men det var ikke en mulighed, da der ikke var afsagt en kendelse om erstatning.

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) siger til Ritzau, at man nu vil nærlæse dommen og tage en beslutning om, hvorvidt kommunen vil anke sagen til landsretten.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad er der indkaldt til ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsens økonomiudvalg onsdag aften.

Jytte Jensen var sammen med sin advokat, Lars Sandager, nået frem til at kræve næsten fire millioner kroner i erstatning. De mener, at den smerte og det traume, hun havde oplevet som barn, havde gjort hende uarbejdsdygtig.

Af de næsten fire millioner kroner var cirka 1,8 millioner kroner for tabt erhvervsevne, mens der forelå et krav på 1,6 millioner kroner på tabt arbejdsfortjeneste.

Samtidig var der krav på 93.000 kroner for svie og smerte og 131.900 kroner for varige men.

Slutteligt var der et krav på 300.000 kroner for tort.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen