Belgisk borgmester stukket i nakken lørdag morgen

Borgmester i Brugge blev lørdag morgen stukket i nakken. Den formodede gerningsmand er blevet anholdt.
Brugge er en populær turistattraktion nær den vestlige kyst i Belgien. Byen har en befolkning på omkring 120.000. (Arkivfoto).
Brugge er en populær turistattraktion nær den vestlige kyst i Belgien. Byen har en befolkning på omkring 120.000. (Arkivfoto).

112Nyt Redaktion,

20/06/2020

Borgmester i den belgiske storby Brugge Dirk De fauw er blevet stukket i nakken, hvilket har forårsaget alvorlige skader.

Det rapporterer det belgiske medie VRT NWS og nyhedsbureauet dpa.

Borgmesteren blev stukket ned lørdag morgen. Hans tilstand er stabil, efter at han lørdag eftermiddag er blevet opereret.

Den formodede gerningsmand blev anholdt umiddelbart efter hændelsen.

Det vides ikke, hvem gerningsmanden er, eller hvad motivet for knivstikkeriet er.

En efterforskning er blevet igangsat, og politi er på gerningsstedet.

De fauw blev stukket i nakken, men var alligevel i stand til selv at ringe efter hjælp, rapporterer Het Laatste Nieuws. Han blev bragt til hospitalet af sin chauffør.

De fauw er også advokat, og den formodede gerningsmand er angiveligt en af hans klienter, rapporterer dpa.

Joachim Coens, som er formand for De fauws kristendemokratiske parti, CD&V, har reageret på hændelsen på Twitter.

Her ønsker han sin kollega en "stærk og hurtig bedring".

Brugge er en populær turistattraktion nær den vestlige kyst i Belgien. Byen har en befolkning på omkring 120.000.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen