Oversigt

Nye tal: Dødeligheden ved coronavirus skal tælles i promille

Test af blodprøver fra danske bloddonerer viser at dødeligheden med coronavirus er betydelig lavere end først antaget, og bør måles i promille.
Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

112Nyt Redaktion,

08. april 2020

Verdenssundhedsorganisationen, WHO har kalkuleret med at dødeligheden af coronavirussen ligger på 1 til 3%.

Beregninger fra Rigshospitalet viser dog at dødeligheden er betydelig lavere.

- Vi kommer frem til et meget lavere tal på 1,6 promille. Så hvis vi har 1.000 danskere, der har haft den her infektion, er der en til to, der er døde med den, siger Henrik Ullum, der er overlæge og professor på Rigshospitalet til DR.

De har nemlig gennemgået 1487 blodprøver fra danske bloddonerer, for at lave en test for antistoffer mod coronavirus.

22 ud af de 1487 bloddonerer har vist at danne antistoffer. Hvis disse tal gøres repræsentative ud for hele befolkningen, vil det betyde at 127.000 danskere har været smittet med coronavirus.

Med de 218 døde der er nu, svarer det til 1,7 promille eller 0,17%.

Der er dog flere ubekendte i dette regnestykke.

- Bloddonorer kommer for at donere blod og er sunde og raske. Derfor kan vi måske undervurdere, hvor mange der har været smittet. Vi kan også overvurdere det, hvis de har rejst mere eller været mere syge end baggrundsbefolkningen, siger Henrik Ullum.

Statens Serum Institut regner dog med at der er et stort mørketal, hvor det samlede antal smittede kan være 30-80 gange højere end det der er bekræftet indtil videre.

I går fortalte Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut at det reelle antal smittede formentlig ligger imellem 70.000 og 150.000.

Henrik Ullum afslutter med at fortælle, at hvis man har haft en meget mild infektion, vil det formentlig også betyde en mild antistofrespons. Det kan betyde at man ikke nødvendigvis er 100% immun over for coronavirussen.

Han fortæller dog også, at en virusinfektion som man allerede tidligere har kæmpet med, vil man være godt beskyttet imod. Så risikoen for at få en ny omgang coronavirus vil være lavere, samtidig med at risikoen for svær infektion også vil være lavere, da man allerede har nogle antistoffer i kroppen.