Sverige registrerer 19 coronadødsfald på et døgn

De daglige dødstal bliver ved med at svinge i Sverige, hvor der nu er registreret 4814 coronadødsfald.

112Nyt Redaktion,

11/06/2020

I Sverige er 19 personer registreret døde med coronavirus det seneste døgn.

Det fremgår af sundhedsmyndighedernes seneste opgørelse. Dermed er i alt 4814 døde med coronavirus.

Sverige har været langt hårdere ramt af coronapandemien sammenlignet med sine nabolande.

Foreløbig er 48.288 blevet testet positive for coronavirus i Sverige. Det er en stigning på 1427 siden onsdag. Det er det højeste antal, der er blevet testet positive på et enkelt døgn under epidemien.

- I dag har vi det højeste antal nyanmeldte smittetilfælde på et døgn, som vi har set. Det er en direkte konsekvens af, at vi har øget brugen af test, siger Karin Tegmark Wisell, talsmand for Folkhälsomyndigheten, på et pressemøde.

Hun tilføjer, at sundhedsmyndighederne i øjeblikket er i færd med at analysere smittespredningen i Sverige.

- Vi har analyseret de svenske virusmønstre for at få en forståelse for spredningen inde i landet, siger hun.

- Smitten kom til Sverige fra forskellige lande. Vi så en stor import af smitten fra Italien, men også Østrig. Identisk arvemasse findes også i andre lande, både i Europa og i USA.

- Smitten er formentlig sket mellem mennesker, som har lignende eller identisk arvemasse, siger Karin Tegmark Wisell.

Af sundhedsmyndighedernes statistik fremgår det, at 2244 personer har fået eller får behandling for coronavirus på en intensiv afdeling.

Sverige har valgt en markant anderledes strategi under coronakrisen sammenlignet med andre lande, der har lukket store dele af samfundene ned for at bremse smittespredningen.

I takt med at dødstallene er steget hurtigere end i andre lande, har de svenske sundhedsmyndigheder fået kritik for ikke at gøre nok for at inddæmme epidemien.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen