Knap en kvart million har downloadet app til smittesporing

Torsdag, hvor appen "Smittestop" blev lanceret, valgte 245.000 danskere at downloade appen til deres telefon.
Med appen "Smittestop" kan brugere give besked til andre brugere af appen, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv med ny coronavirus. (Arkivfoto).
Med appen "Smittestop" kan brugere give besked til andre brugere af appen, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv med ny coronavirus. (Arkivfoto).

112Nyt Redaktion,

20/06/2020

Den danske app "Smittestop" er blevet downloadet 245.000 gange det første døgn.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en mail.

Appen, der skal hjælpe med at opspore smitte med coronavirus, blev lanceret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag.

Og frem til torsdag ved midnat har 245.000 danskere altså valgt at downloade appen på deres telefoner.

Med appen kan brugere give besked til andre brugere af appen, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv med ny coronavirus.

Appen kan på den måde give besked til personer, som man ikke kender. Derefter kan de blive testet.

Appen bruger teknologi fra Apple og Google, som er udviklet med et særligt fokus på privatlivsbeskyttelse.

Det er uvist, præcis hvor stor en del af befolkningen der skal downloade appen, før den kan have en effektiv effekt.

Et studie fra Oxford University anslog i april, at man ville kunne stoppe epidemien i et samfund, hvis omkring 60 procent af en befolkning bruger en app til smitteopsporing.

Men det betyder ikke, at en sådan app ikke kan have en gavnlig effekt, hvis færre bruger appen, understreges det.

- Lavere tal vil også have en positiv effekt, lyder konklusionen i studiet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke glæder sig over, at næsten en kvart million allerede på første dag har downloadet den danske app.

- Det er faktisk en danmarksrekord, som den mest downloadede offentlige app på første døgn, siger ministeren i et mailsvar.

Den tidligere rekord var ifølge Sundhedsministeriet nøglekortsappen for NemID, som fik 204.000 downloads det første døgn.

Sundhedsministeren håber dog på, at endnu flere danskere over den kommende tid vil tage "Smittestop"-appen i brug.

- Jo flere danskere, som henter appen, jo mere effektivt et våben får vi til at bryde de skjulte smittekæder som led i vores samlede indsats for at kontrollere Covid-19 epidemien, siger Magnus Heunicke.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen