Brasilien runder en million coronasmittede personer

Udbruddet af coronavirus hærger fortsat i Brasilien, hvor 1.032.913 personer nu er blevet bekræftet smittet.
Den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, har været udsat for hård kritik under coronavirusudbruddet.
Den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, har været udsat for hård kritik under coronavirusudbruddet.

112Nyt Redaktion,

20/06/2020

Mens Europa ser ud til være ovre den værste coronakrise, så fortsætter det smitsomme virus med at rase i Brasilien.

Her steg antallet af bekræftede smittetilfælde fredag til over en million.

Helt præcist er 1.032.913 personer nu blevet testet positive for coronavirus i det store sydamerikanske land. Det er næstflest på globalt plan kun overgået af USA, der har over 2,2 millioner bekræftede smittetilfælde.

Antallet af døde med coronavirus i Brasilien er siden seneste opgørelse torsdag steget med 1206, så det samlede antal nu lyder på 48.954.

Der bor omkring 210 millioner mennesker i Brasilien. Det svarer dermed til godt 23 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Set på dødsfald per 100.000 indbyggere ligger Brasilien stadig et stykke under europæiske lande som Storbritannien, Italien og Frankrig.

Der menes dog også at være et betragteligt mørketal, både hvad angår smittede og døde. Det siger den medicinske professor Alexandre Naime Barbosa fra statsuniversitetet i storbyen São Paulo.

- Tallet, der hedder en million, er meget lavere end det reelle antal af smittede. Der er en stor underrapportering. Det reelle tal er formentlig mindst tre millioner og kan være så højt som ti millioner, lyder det.

Den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, er blevet kritiseret for sin håndtering af coronakrisen.

Præsidenten har blandt andet udtalt, at det at holde fysisk afstand til hinanden resulterer i mistede job og er mere farligt end coronavirusset selv.

Den brasilianske økonomi er allerede blevet ramt hårdt, og der er frygt for, at det ender i et reelt økonomisk kollaps.

Også Mexico rundede fredag en kedelig milepæl under coronakrisen.

Landet har nu bekræftet mere end 20.000 døde med coronavirus. Det står klart, efter at 647 nye dødsfald fredag blev registreret. Ifølge sundhedsministeriet lyder det samlede antal døde på 20.394.

Antal bekræftede smittetilfælde i Mexico lyder på godt 170.000.

Kilde: /ritzau/Reuters

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen