En 50-årig mand kom lørdag aften kørende i en varebil ved Lindknud i Sønderjylland, da han af endnu uvisse årsager kørte af vejen og ender i en alvorlig ulykke.
- Han rammer flere ting undervejs. Først et elskab, så et vejtræ, før han fortsatte videre ind i et hus, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Varebilen bliver totalskadet, og føreren må skæres fri fra bilen, før han blev fløjet til Odense Universitetshospital i en lægehelikopter. De pårørende blev underrettet om ulykken.
Trods den voldsomme bilulykke er den 50-åriges tilstand søndag stabil, fortæller vagtchefen.
Ingen andre kom til skade ulykken. Brandfolk blev dog på stedet, efter at manden var blevet sendt til behandling på hospitalet, for at afstive huset, så det ikke skulle styrte sammen.
Det vides ikke, hvorfor manden kørte af vejen.
Kilde: /ritzau/
Redaktionen