To personer fundet døde - ingen tegn på forbrydelse

Det er foreløbig uvist, hvorfor et par i 60'erne fra Rindum ved Ringkøbing afgik ved døden.
Politiet har søndag eftermiddag og aften undersøgt en adresse i Rindum ved Ringkøbing, hvor to personer tidligere på dagen blev fundet døde.
Politiet har søndag eftermiddag og aften undersøgt en adresse i Rindum ved Ringkøbing, hvor to personer tidligere på dagen blev fundet døde.

112Nyt Redaktion,

26/04/2020

En hjemmesygeplejerske fandt søndag middag to livløse personer - en mand og en kvinde - i en villa i Rindum ved Ringkøbing.

Efterfølgende blev dødsfaldene efterforsket som mistænkelige, da det ikke umiddelbart var muligt at fastslå dødsårsagen.

Søndag aften oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Dagbladet Ringkøbing-Skjern, at der ikke er tegn på, at nogen har begået en forbrydelse mod parret.

Manden og kvinden boede sammen i huset, hvor de blev fundet.

- Der er ikke noget, der umiddelbart tyder på, at der er tale om en forbrydelse, siger politikommissær Henning Præstegaard til avisen.

Parret var i 60'erne og havde begge i flere år lidt af alvorlig sygdom, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Tidligere på dagen oplyste vagtchef Allan Riis til Ritzau, at efterforskere var sendt ud til huset i Rindum for at undersøge stedet.

- Da vi anser dødsfaldene for at være mistænkelige, har vi efterforskere på adressen for at klarlægge, hvad der er foregået, sagde han.

Hvis en person findes død, og der ikke umiddelbart kan fastlægges en dødsårsag, behandler politiet dødsfaldet som "mistænkeligt".

I den type sager benytter politiet samme fremgangsmåde i den tidlige efterforskning, som hvis der med sikkerhed var tale om et drab.

Det gør man for at undgå, at potentielt vigtige spor går tabt.

Politiet modtog anmeldelsen om dødsfaldene i Rindum søndag klokken 12 og arbejdede siden på at finde frem til parrets pårørende.

Søndag aften er der stadig familiemedlemmer, der mangler at få besked om, at manden og kvinden er afgået ved døden.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen