Savnet lystfisker er druknet

Man ved endnu ikke, hvorfor en 55-årig lystfisker tirsdag druknede ved byen Guldborg på Lolland og Falster.

112Nyt Redaktion,

03/06/2020

En 55-årig mandlig lystfisker, der har været meldt savnet siden tirsdag eftermiddag, er fundet druknet ved Guldborg, der ligger ud til vandet og strækker sig ind over såvel Lolland som Falster.

Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Vagtchef Henrik Karlsen siger, at manden blev meldt savnet cirka 16.30 tirsdag.

Han havde været ude at fiske siden klokken 09.00 tirsdag morgen, hvor han senest blev set i live.

- Og da man ikke kunne få fat i ham, meldte man ham savnet, siger Henrik Karlsen.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvordan det er gået til, at manden er druknet. Det skal et ligsyn afklare.

De pårørende er underrettet.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen