Endnu en mand død efter trafikulykke nær Horsens

To mænd er afgået ved døden efter en trafikulykke i Horsens. En tredje mand er i kritisk tilstand.
To biler kørte frontalt sammen i en ulykke nær Horsens fredag. To mænd er døde, mens en tredje er i kritisk tilstand. (Arkivfoto).
To biler kørte frontalt sammen i en ulykke nær Horsens fredag. To mænd er døde, mens en tredje er i kritisk tilstand. (Arkivfoto).

112Nyt Redaktion,

25/04/2020

En trafikulykke tidligt fredag morgen på Vestvejen vest for Horsens har kostet to menneskeliv.

Fredag afgik en 22-årig rumænsk mand i ulykken, og natten til lørdag er en 26-årig mand også død som følge af ulykken.

Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Bystrup.

- Jeg kan bekræfte, at han (den 26-årige, red.) er afgået ved døden her i nat, siger vagtchefen.

De to sad i en bil sammen med en tredje mand, som har fået benbrud, men overlever. Han var også 22 år. Det var den 26-årige mand, som førte bilen.

De pårørende er blevet underrettet.

Bilen med de tre mænd kørte frontalt sammen med en bil, hvor en 45-årig mand fra Horsens sad. Seneste melding er, at han er i kritisk tilstand.

Meldingen om ulykken indløb fredag klokken 06.12.

På grund af ulykkens alvorlige følger blev en bilinspektør tilkaldt for at undersøge omstændighederne nærmere.

Jørn Bystrup fortæller, at politiet anser den 26-årige fører af bilen med de tre personer som værende skyld i ulykken.

- Vi bygger det på, at han i en højresvingsbane foretager en overhaling højre om ligeudkørende, og under denne manøvre mister han herredømmet og skrider over i en modkørende bil.

- Det er det, vores foreløbige oplæg går på, siger vagtchefen.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen