16.000 er drevet på flugt i Libyen, hvor FN udtrykker bekymring for civilbefolkningen.
FN's repræsentanter i Libyen siger, at der er meldinger om fund af mange lig fra sygehuset i byen i Tarhuna, hvilket er "stærkt urovækkende".
Begge byer ligger syd for hovedstaden Tripoli i områder, som er indtaget af sikkerhedsstyrkerne i de seneste dage.
Der er samtidig rapporter om plyndringer og ødelæggelser af privat ejendom i byerne Tarhuna og Al-Assabaa, siger FN-kontoret, som beder regeringen iværksætte hurtige undersøgelser.
- I nogle tilfælde virker det, som om hærværket er hævnangreb, som undergraver Libyens skrøbelige sociale strukturer.
- Indtil for nylig var det oprøre under ledelse af eksgeneral Khalifa Haftar, som vandt terræn i området. Men den internationalt anerkendte regering har nu drevet oprørsgrupper på flugt.
For over et år siden indledte Haftar en offensiv for at erobre Tripoli fra regeringen. Kampene har kostet hundredvis af menneskeliv, og i alt er 200.000 drevet på flugt. Nu er det Haftar, som er drevet i defensiven.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Rusland i stigende grad fået mænd fra Syrien til at kæmpe i Libyen for Haftar.
Russerne har i maj sørget for, at der er indgået kontrakter med hundredvis af syrere, som sendes til Libyen som lejesoldater. Det oplyste fem oppositionskilder og en regional kilde med indsigt i udviklingen til Reutes.
Den private militære sikkerheds- og hvervevirksomhed Wagner Grouo står for rekrutteringen af lejesoldaterne, som overvåges af repræsentanter for den russiske hær.
En tidligere ansat i Wagner Group, som står for rekrutteringen under russisk overvågning, siger, at de første syrere blev sendt til Libyen i 2019.
Det russiske forsvarsministerium og Wagner Group afviser at besvare spørgsmål om sagen.
Tyrkiet støtter den internationalt anerkendte samlingsregering med militær støtte.
Kilde: /ritzau/AFP
Redaktionen