Tidligere OL-bokser er sigtet for drab på elskerinde

Puertoricaneren Felix Verdejo mistænkes for at have bortført og dræbt sin gravide elskerinde.
27-årige Felix Verdejo fra Puerto Rico er blevet sigtet for drabet på sin elskerinde og deres ufødte barn. (Arkivfoto)
27-årige Felix Verdejo fra Puerto Rico er blevet sigtet for drabet på sin elskerinde og deres ufødte barn. (Arkivfoto)

112Nyt Redaktion,

04/05/2021

Den tidligere olympiske bokser Felix Verdejo fra Puerto Rico er blevet sigtet for drab på sin elskerinde og parrets ufødte barn.

Verdejo blev under et virtuelt retsmøde ved en domstol i San Juan mandag sigtet for blandt andet bortførelse og drab på Keishla Rodriguez, som altså var gravid.

Dommeren, Camille Celez, varetægtsfængslede 27-årige Felix Verdejo uden mulighed for at blive løsladt mod kaution.

Det skriver den lokale avis Al Nuevo Dia.

Retsdokumenter viser, at Verdejo, der er gift, samtidig med at han har været i et forhold med Keishla Rodriguez, angiveligt bortførte Rodriguez den 29. april, efter at hun havde fortalt ham, at hun var gravid.

Herefter bad Felix Verdejo en person, der i retsdokumenterne omtales som et "vidne", om hjælp til at afslutte Rodriguez' graviditet.

En FBI-agent har fortalt, at Verdejo "slog offeret i ansigtet, hvorefter hun fik en indsprøjtning fyldt med et stof".

Felix Verdejo og det såkaldte vidne bandt herefter Keishla Rodriguez' hænder og fødder sammen og bandt hende fast til en klods.

Derefter kørte de til en lagune i San Juan, hvor hun blev "kastet i vandet fra en bro" ifølge FBI-agenten.

Felix Verdejo skød derefter Rodriguez nede i vandet.

Sagen har udløst store protester mod vold mod kvinder i det selvstyrende amerikanske territorium.

Felix Verdejo repræsenterede Puerto Rico ved OL i London i 2012.

I sin karriere vandt han 27 professionelle boksekampe, herunder 17 på knockout.

AFP

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen