Odense misser vigtige point i afgørende CL-topstrid

Lørdag aften tabte Odense Håndbold med 24-27 mod montenegrinske Buducnost i Champions League.
Odense Håndbolds træner, Ulrik Kirkely, kunne se sit hold tabe vigtige point i Champions League. (Arkivfoto)
Odense Håndbolds træner, Ulrik Kirkely, kunne se sit hold tabe vigtige point i Champions League. (Arkivfoto)

112Nyt Redaktion,

23/01/2021

Odense Håndbold havde chancen for at spille sig op i den sjove ende af sin Champions League-gruppe lørdag aften, da fynboerne mødte montenegrinske Buducnost på udebane.

Men det blev ikke, som danskerne nok havde håbet, for holdet endte med at tabe kampen med 24-27.

Det startede ellers energisk for begge holds vedkommende, men det var montenegrinerne, der udnyttede sine chancer bedst.

Det betød, at hjemmeholdet kunne bringe sig foran med 11-6 efter 20 minutter.

Resten af halvlegen bølgede kampen frem og tilbage.

Først reducerede danskerne til 10-11, men kort efter fik Buducnost endnu en gang overtaget. Første halvleg endte derfor 13-10 i montenegrinsk favør.

Anden halvleg fortsatte med høj energi, og de to hold fulgtes ad scoringsmæssigt indtil slutfløjtet.

Danskerne nærmede sig ofte en udligning, men hver gang formåede Buducnost at udbygge føringen på ny.

Nederlaget på 24-27 betyder, at Odense bliver på en midlertidig fjerdeplads med 13 point. Danskerne har kun to kampe tilbage i gruppespillet, men har spillet flere kampe end de fleste andre modstandere.

Buducnost følger efter med ti point, men har derimod tre kampe tilbage.

I gruppens anden kamp tog topholdet Györ imod Brest på andenpladsen. Her fortsatte Györ sin ubesejrede stime med et uafgjort resultat.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen