Dårligt vejr afblæser styrtløb i Kitzbühel

Herrernes World Cup-konkurrence i styrtløb lørdag er blevet aflyst på grund af dårligt vejr i Kitzbühel.
Beat Feuz vandt fredag det, der skulle have været det første af weekendens to styrtløb i østrigske Kitzbühel i herrernes World Cup. Men det andet er blevet aflyst.
Beat Feuz vandt fredag det, der skulle have været det første af weekendens to styrtløb i østrigske Kitzbühel i herrernes World Cup. Men det andet er blevet aflyst.

112Nyt Redaktion,

23/01/2021

De bedste alpine skiløbere på herresiden skulle lørdag have dystet i styrtløb i østrigske Kitzbühel for anden dag i træk, men den plan er skrottet.

Det Internationale Skiforbund (FIS) oplyser på Twitter, at World Cup-konkurrencen er aflyst på grund af dårligt vejr.

- På grund af vejrsituationen og forholdene på pisten har juryen sammen med LOC (organisationskomitéen, red.) og de øvrige interessenter besluttet at aflyse dagens styrtløb, skriver arrangørerne.

Schweizeren Beat Feuz vandt fredagens styrtløb i det traditionsrige løb, der går under navnet Hahnenkammrennen.

Også fredag gav vindstød dog problemer for løbet, som var præget af flere styrt. Urs Kryenbuehl fra Schweiz pådrog sig ifølge AFP en hjernerystelse, et brækket kraveben og en knæskade, mens amerikaneren Ryan Cochran-Siegle fik en mindre nakkeskade.

Undervejs blev løbet afbrudt, og efter at top-30 var kørt i mål, blev resten af løbet afblæst.

Feuz vandt foran hjemmebaneyndlingen Matthias Mayer og italienske Dominik Paris. Mayer fører styrtløbskonkurrencen samlet, mens franskmanden Alexis Pinturault fører den samlede World Cup på tværs af discipliner.

Helt slut er det ikke med alpint skiløb i Kitzbühel i denne omgang. Søndag dystes der efter planen i super-G.

Hos kvinderne lykkedes det at afvikle lørdagens styrtløbskonkurrence, og det endte med en gentagelse af fredagens italienske triumf.

For anden dag i træk vandt Sofia Goggia således i schweiziske Crans-Montana, og hun fører også World Cup-stillingen i disciplinen samlet.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen