Chelsea byder fans indenfor til bestyrelsesmøder

Fra 1. juli i år kommer tre repræsentanter fra fanmiljøet til at rådgive Chelseas bestyrelse.
Chelseas fans var nogle af de første, der gik på gaden i protest mod The Super League. (Arkivfoto)
Chelseas fans var nogle af de første, der gik på gaden i protest mod The Super League. (Arkivfoto)

112Nyt Redaktion,

04/05/2021

Premier League-klubben Chelsea har besluttet, at fans i fremtiden får lov at tage del i bestyrelsens møder. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Det sker efter et par uger, hvor engelske fans har været på gaden i protest mod udbryderligaen The Super League, som Chelsea og 11 andre klubber lancerede i midten af april.

Tre såkaldte fanrådgivere får fra 1. juli en stol til minimum fire bestyrelsesmøder om året.

- Det sker for at sikre, at stemningen blandt fansene bliver taget med i klubbens beslutningsprocesser, skriver Chelsea på sin hjemmeside.

Fanrådgiverne skal findes gennem en valgproces, som skal sørge for, at de repræsenterer et bredt udsnit af klubbens fans. De kommer på valg forud for hver sæson.

Fansene kan imidlertid ikke se frem til at få indflydelse på eksempelvis spillersalg og spillerkøb.

- Fanrådgiverne har ikke stemmeret og deltager ikke i møder vedrørende spillere, personale, akademiet og relaterede spørgsmål, lyder det.

Ikke desto mindre skal fansene underskrive en fortrolighedsaftale, der er magen til den, de øvrige bestyrelsesmedlemmer i Chelsea underskriver.

Chelseas fans var nogle af de første, der gik på gaden for at protestere mod The Super League.

Inden kampen mod Brighton 20. april mødte de talstærkt op foran Chelseas stadion, Stamford Bridge, og gav udtryk for deres klare skepsis over for projektet.

Sammenslutningen Chelsea Supporters' Trust havde forinden kaldt klubbens deltagelse i The Super League for "det ultimative forræderi". Klubbens ejer blev desuden beskyldt for at være grådig.

Chelsea var samtidig en af de første klubber, der trak sig fra udbryderprojektet.

Ingen engelske klubber er i dag tilbage i planlægningen af The Super League. Kun Barcelona, Real Madrid og Juventus tror fortsat på, at ligaen kan blive en realitet.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen