Arsenal lider tidligt FA Cup-exit efter uheldigt selvmål

Arsenal tabte lørdag eftermiddag med 1-0 i en tæt kamp, da holdet gæstede Southampton i FA Cuppen.
Gabriel scorede selvmål i en tæt kamp mellem Arsenal og Southampton. (Arkivfoto)
Gabriel scorede selvmål i en tæt kamp mellem Arsenal og Southampton. (Arkivfoto)

112Nyt Redaktion,

23/01/2021

Southampton kunne lørdag trække sig sejrrigt ud af opgøret mod Arsenal, da de to hold mødtes i 16.-delsfinalen i FA Cuppen.

Dog var der behov for et selvmål til hjemmeholdet, der vandt med 1-0 over et reservespækket London-mandskab.

Dermed er den forsvarende FA Cup-vinder allerede ude af turneringen.

Kampen startede livligt, hvor begge hold skabte store chancer.

Efter 14 minutter var det Southampton, der kom tættest på en føring, da holdets angriber Che Adams fra kort distance forsøgte at lægge bolden over i det lange hjørne.

Men gæsternes målmand Bernd Leno fik afværget med en refleksredning.

Generelt virkede London-mandskabet ikke lige så tændt som hjemmeholdet, og det resulterede i flere fejl i de bageste kæder.

Meget symptomatisk skulle kampens første mål også komme efter en fejl, da forsvareren Gabriel Magalhase uheldigt fik rettet et indlæg af.

Det snød Bernd Leno i målet, og derfor kunne bolden snige sig ind i det lange hjørne efter 24 minutter.

Selv om resten af første halvleg endte uden flere mål, så var det hjemmeholdet, der blev ved med at dominere.

Gæsterne begyndte dog at arbejde sig ind i kampen, som anden halvleg skred frem.

Southampton lignede et hold, der var tilpas med at stå dybt på egen banehalvdel for at forsvare føringen, og det gjorde det svært for Arsenal at skabe store chancer.

Derfor lykkedes det heller ikke for gæsterne at skabe balance i regnskabet, på trods af at de ihærdigt blev ved med at presse på.

Southampton kunne således spille sig videre i den engelske pokalturnering.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen