Kærestepar fængslet for drab på bekendt i Aalborg

En 45-årig mand blev meldt savnet af sine pårørende. I weekenden blev han fundet død i en lejlighed i Aalborg.
En kvinde og mand fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aalborg senere mandag, hvor de er sigtet for drab. (Arkivfoto)
En kvinde og mand fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aalborg senere mandag, hvor de er sigtet for drab. (Arkivfoto)

112Nyt Redaktion,

03/05/2021

En mand og en kvinde er mandag blevet varetægtsfængslet for drab.

De sigtes for at have dræbt en 45-årig mand, der er fundet død i en lejlighed i det centrale Aalborg.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De mistænkte personer - en 35-årig mand og en 21-årig kvinde - blev anholdt søndag aften klokken 21.11.

Politikommissær Carsten Straszek fortæller til Ritzau, at der er tale om et kærestepar. De har en "løs relation" til den afdøde.

- Så det er ikke en tilfældig, der er blevet dræbt, siger han.

Kvinden og manden har mandag eftermiddag været fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

Her har en dommer besluttet at fængsle dem i fire uger, oplyser anklagemyndigheden på Twitter. Retsmødet blev holdt for lukkede døre.

Politiet har mandag været til stede omkring det formodede gerningssted i forbindelse med efterforskningen.

Offeret i sagen blev sidst set af sine pårørende fredag.

- Vi efterforsker sagen som en drabssag – og det betyder, at vi foretager en række tekniske undersøgelser på adressen, ligesom afdøde skal retsmedicinsk undersøges, lød det tidligere fra Carsten Straszek.

Desuden har politiet forhørt sig om sagen hos beboere i området omkring lejligheden, hvor den dræbte blev fundet.

Både den dræbte og de to anholdte har ifølge politikommissæren en tilknytning til Aalborg. Det er uvist, hvem der bor på adressen, hvor offeret blev fundet død - men ifølge Carsten Straszek boede den 45-årige ikke i lejligheden.

Politiet har ikke oplyst adressen, men ifølge Nordjyske er der tale om en lejlighed på Ørstedsvej.

Forud for grundlovsforhøret kunne politiet ikke oplyse, hvordan offeret blev slået ihjel. Men ved grundlovsforhørets begyndelse kom det frem, at han blev dræbt ved kvælning, stump vold eller stik.

Det skriver Ekstra Bladet, som var til stede i retten i Nordjylland, da sigtelsen blev læst op.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen