Hustru til hovedmistænkt i stor narkosag idømmes fængsel

En 28-årig kvinde er kendt skyldig i at bruge fem millioner kroner, der stammer fra kriminelle aktiviteter.
En 28-årig albansk kvinde er idømt to års fængsel og udvisning for at have modtaget og brugt fem millioner kroner, der stammede fra kriminelle aktiviteter. Sagen er en udløber af den såkaldte "Operation Goldfinger".
En 28-årig albansk kvinde er idømt to års fængsel og udvisning for at have modtaget og brugt fem millioner kroner, der stammede fra kriminelle aktiviteter. Sagen er en udløber af den såkaldte "Operation Goldfinger".

112Nyt Redaktion,

22/09/2020

En 28-årig albansk kvinde, som er hustru til den hovedmistænkte i den såkaldte "Operation Goldfinger", er tirsdag blevet idømt to års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig.

Københavns Byret har kendt hende skyldig i at have modtaget og brugt et beløb svarende til fem millioner kroner, som retten mener, stammer fra kriminelle aktiviteter.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Rettens dom i denne sag viser med al tydelighed, at man ikke kan leve et liv i luksus for penge, der stammer fra kriminelle handlinger, sagde anklager Annika Jensen efter domsafsigelsen.

Det kom frem i Københavns Byret, at politiet under ransagningen af kvinden Norga Artunbas hjem havde fundet store kontante beløb og kvitteringer fra større indkøb betalt med kontanter.

Ifølge senioranklager i sagen Sannie Pilebo har der været en begrundet mistanke om, at pengene skulle stamme fra narkosalg.

- Vi mener ikke, at kvinden har spillet en aktiv rolle i forbindelse med salg af narkotika, og derfor er hun kun dømt for hæleri, fortæller Sannie Pilebo.

Fredag faldt der dom i den første sag med relation til "Operation Goldfinger".

Her blev en 43-årig buschauffør idømt fire års fængsel for at fragte 30 millioner narkokroner til Makedonien.

Pengene blev fragtet til Makedonien med mandens tidligere busselskab Alba Turist.

Den 4. december skal de 15 tiltalte i hovedsagen for retten. De er tiltalt for at have indsmuglet ni ton kokain til Danmark og Sverige.

Det er en retssag, der først forventes afsluttet i september 2021.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen