Coronademonstration opløst: Politi opfordrer til at holde sig væk

Lørdag aften har en stor hob af mennesker demonstreret mod coronarestriktioner.
Demonstranter bevæger sig ind mod centrum af København lørdag aften, hvor der demonstreres mod coronarestriktioner.
Demonstranter bevæger sig ind mod centrum af København lørdag aften, hvor der demonstreres mod coronarestriktioner.

112Nyt Redaktion,

23/01/2021

Lørdag aften er der igen blevet demonstreret mod coronarestriktioner i København. Politiet har lidt efter 20.00 opløst forsamlingen på grund af uroligheder.

I et tweet opfordrer politiet til, at man holder sig væk fra området omkring H.C. Ørstedsvej og Rosenørns Allé på Frederiksberg.

- Der er ballademagere og voldsparate personer, der søger konfrontation med politiet i området omkring Rosenørns Allè og HC Ørstedsvej, hvorfor vi opfordrer til at holde sig fra området og i øvrigt efterkomme politiets anvisninger, skriver politiet.

Det er gruppen "Men in Black", der har arrangeret demonstrationen. Ifølge B.T. har der under demonstrationen været omkring cirka 1000 mennesker til stede.

Københavns Politi oplyste sent lørdag eftermiddag, at man forventede en fredelig demonstration, men at man var klar til at gribe ind, hvis der opstod uroligheder.

Det er altså nu sket, og politiet arbejder på at få demonstranterne til at forlade Forum Station på Frederiksberg.

På Facebook-begivenheden for demonstrationen har "Men in Black" betonet, at man forventede en fredelig demonstration.

Her står desuden, at man "gang på gang har set, hvordan sund fornuft bliver tilsidesat" når det handler om restriktioner for at mindske smittespredningen med coronavirus i Danmark.

- Vi mangler en langsigtet plan og strategi! Vi mangler at få præsenteret alternative løsninger til helt og komplet lockdown, skriver gruppen i begivenheden.

Gruppen startede ved Forum Station på Frederiksberg lidt efter klokken 18 og fortsatte ind mod centrum. Cirka 19.15 nåede gruppen tilbage til Forum Station.

"Men in Black" arrangerede også tidligere demonstrationer i Aalborg og København, der endte med optøjer og flere anholdelser.

Det foregik den 9. januar, hvor i alt 23 blev anholdt, og syv senere blev varetægtsfængslet.

Også den 19. december arrangerede "Men in Black" en demonstration i København. Her begik deltagerne omfattende hærværk ved blandt andet at overmale husmure og butiksvinduer med graffiti.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen