37-årig anholdt i Kolding er sigtet efter skud i Horsens

En mand, der tirsdag blev anholdt og iført en DNA-dragt i Kolding, sigtes i relation til et skud i Horsens.
Sydøstjyllands Politi anholdt tirsdag aften en 37-årig mand i Kolding. Han sigtes for vold og trusler. (Arkivfoto)
Sydøstjyllands Politi anholdt tirsdag aften en 37-årig mand i Kolding. Han sigtes for vold og trusler. (Arkivfoto)

112Nyt Redaktion,

14/04/2021

Det er en 37-årig mand fra Middelfart, som tirsdag aften blev anholdt i Kolding.

Han sigtes for vold og trusler mod en 34-årig mand, efter at der blev affyret et skud på en adresse i Horsens tidligere tirsdag. Manden sigtes også for at have haft et skarpladt våben. Ingen blev ramt af skuddet.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Skuddet blev affyret tirsdag eftermiddag på en adresse i Horsens. Omkring klokken 17 fik politiet en anmeldelse om det.

På adressen var den 34-årige mand fra Horsens. Men den 37-årige mistænkte var væk. De to mænd kendte hinanden i forvejen.

Et par timer senere - klokken 19 - fandt politiet den 37-årige i Kolding. Han bliver onsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Kolding. Det sker, når anklagemyndigheden vil kræve en sigtet varetægtsfængslet.

Anklageren vil dog anmode om, at dørene lukkes til grundlovsforhøret. Såfremt det sker, vil mandens forklaring samt nærmere om efterforskningen blive holdt hemmeligt.

Politiet var tirsdag aften fåmælte efter anholdelsen, der skete på Barsøvænget i Kolding. Politiet ville hverken fortælle, hvad sagen drejede sig om, eller om den formodede gerningsmand var en mand eller kvinde.

På Ekstra Bladets hjemmeside kunne man dog på en videooptagelse se et større politiopbud og en mand iført en hvid såkaldt DNA-dragt blive sat ind i en af politiets biler.

Politiet ifører personer en DNA-dragt, hvis det ønsker at sikre tekniske beviser på tøjet.

Kilde: /ritzau/

Du har ikke tilstrækkelige rettigheder til at kommentere

Redaktionen